Typisk svensk…
…sagde den svenske professor i epidemiologi, med slet skjult kritik rettet mod Folkhälsomyndigheten, der slet ikke har taget de samme initiativer som i Danmark og andre lande. Kritikeren var, som nævnt professor i epidemiologi eller virologi og har faglige forudsætninger at udtale sig. I modsætning til mig og mange andre.
Jeg ved virkelig ikke ret meget om virus og er til fals for grafiske illustrationer, der både viser det dramatiske og foruroligende ved spredning og konsekvenser af Coronavirus. Jeg tænker derfor også, at anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, Regeringen og et samlet Folketing er fornuftige.
Tænker at det er godt nok ’meget’, men når dronningen siger det, så er det bare sådan det er – i Danmark.
For når man begiver sig rundt i Sverige, ser man ikke politi der deler bøder ud for at vi er for tæt på hinanden. Der er afterski med 499 (!) deltagere, skolerne har åbent og i Systembolaget står man ikke to meter fra hinanden i køerne. Det er ikke den samme historie overalt, for Volvo har for et par dage siden lukket en stor del af produktionen og i Stockholm er der andre anbefalinger, bl.a. omkring brugen af den kollektive trafik. Men helt generelt er der kæmpestor forskel på hvilke foranstaltninger der er iværksat fra myndighederne.
Almindeligvis er tvivl en gave og en anledning til at skaffe sig information for at skabe mening. På sociale medier kan jeg også se, at tvivlen eksisterer i begge lande. Tvivlen eller manglen på tvivl, blandt nogle af mine svenske venner handler stadig om det overhovedet bliver alvorligt, mens det i Danmark handler om hvor alvorligt det bliver.
Havde vi i Danmark sagt ’typisk dansk’, hvis det havde været den omvendte situation? Havde vi taget det med samme sindsro, som de fleste svenskere. Havde vi i Danmark været på vej mod et kaos, pga. manglende forberedelse eller?
Jeg kommer i tvivl.
Ikke fordi jeg ved noget om emnet, men fordi jeg ser to meget sammenlignelige lande, der agerer meget forskelligt. I Danmark har vi en leder af Sundhedsstyrelsen, der er på vej mod helgenkåring, Søren Brostrøm. I Sverige hedder statsepidemiologen Anders Tegnell, der har en central rolle. Anders Tegnell bliver ikke bare kritiseret af fagfæller, indtil i fredags var han også udsat for en hetz fra både medier og menigmand. Men han er nu også på vej til at blive et idol i Sverige, uden der er ændret nævneværdigt i anbefalingerne. Det kan i øvrigt nævnes, at Søren siger, at Anders er anerkendt for at være utroligt dygtig!
Jeg er ikke tvivl om at vi bør følge myndighedernes anbefaling. Det er bare lidt skizofrent at følge nyhederne i de to nabolande. Uden sammenligning i øvrigt, ynder jeg at se både Fox News og en anden mere værdineutral tv-station når jeg er i USA – også her er det vanskeligt at forstå de rapporterer om den samme verden og i dette tilfælde den samme sygdom.
PUBLICERET PÅ LINKEDIN
https://www.linkedin.com/pulse/typisk-svensk-michael-hansen-bager/