Afdelingsleder til bofællesskabet Lioba

Vi søger en afdelingsleder, der får ansvar og frihed til at varetage driften af Bofællesskabet Lioba. Har du en stærk lederidentitet og ambitioner for arbejdet med socialt udsatte, så må du meget gerne læse videre.

Hjerterum, professionalisme og engagement er de værdier, der lyser ud af medarbejderne når de taler om hverdagen på Lioba. Hos beboerne ser man, at de får skuldrene ned på Lioba. Livet leves, med en smøg på terrassen og en smule for høj musik fra en af lejlighederne, men der er ro og respekt.

Lioba er en del af Socialafdelingen i Frederiksberg Kommune og leverer botilbud til en målgruppe af voksne med dobbeltdiagnose, i form af misbrug og psykiske problemer. Der er sammenlagt 27 boliger, hovedsageligt efter Servicelovens § 107.

Ledelsen har høje ambitioner for Lioba og der er et virkelig godt fagligt fundament. Medarbejderne er stolte over deres arbejdsplads betydning, for beboerne, der er på kanten af samfundet. De er 21 fastansatte og ti vikarer på Lioba.

Forstanderen Martin og medarbejderne søger en dygtig leder der kan ’drifte’, så der skabes et endnu stærkere fagligt fællesskab, på tværs af hele Lioba. De ser gerne, at du er nærværende, tydelig og god til at strukturere. Du har sikkert allerede erfaring med at implementere gennemtænkte løsninger, så der er skabes forudsigelighed, der giver et godt udgangspunkt for at tilpasse indsatserne til de enkelte beboere.

Beboernes behov er er mangfoldige og der er derfor en række vigtige samarbejdspartnere, som du skal fastholde et godt samarbejde med, fx misbrugscenteret, distriktspsykiatrien og myndighedsafdelingen.

Uddannelsesmæssigt ser vi gerne, at du har en mellemlang uddannelse fra social- eller sundhedsområdet.

ANSØG 

Skulle du være blevet mere interesseret i stillingen, så læs mere på denne job- og personprofil og ansøg senest d. 2. november 2021.

Du er også velkommen til at kontakte Ledelsesrådgiver og konsulent Michael Bager på telefon 3018 1714 eller Forstander Martin Pedersen på telefon 2898 5070. 

Naboen er et kloster og på den anden side af vejen træner F.C. København. Det kan give nogle modsatrettede forestillinger om Bofællesskabet Lioba, for borgere med sindslidelser og et misbrug.

Der er ikke mange af bofællesskabets beboere, der er ’hellige’, men ro og relationer er også vigtige menneskelige behov for dem. Bofællesskabet lejer sig ind i klosterets bygninger og har et fortrinligt naboskab, der er båret af et stort socialt hjerte, på begge sider af hækken.

Det tætteste beboerne kommer på F.C. Københavns førstehold, er når der spilles bordfodbold på 2. sal. Flere af beboerne har snarere oplevet at være sat på ’bænken’, gennem livet. Nogle vil måske endda sige, at de har været vist ud.

De kæmper med sine dæmoner; psykiske lidelser, sociale problemer og misbrug. Det kan være svært at afgøre, hvilken af de tre der kom først, men i sidste ende slider de på relationerne til andre. Det er svært at holde fast i relationer. Det er svært at etablere nye, og alligevel er relationer vigtige mål og midler, på Lioba.

Beboerne fortæller deres drømme om livet, når de har tillid. Tillid der skabes når professionalisme og indlevelse gør, at man forstår, at den tydelige frustration over naboen, kan handle om noget helt andet end naboen. Måske drømmer de om at se deres familier igen, måske vil de gerne bo selv.

Roen og strukturen på Lioba, er ikke som i et kloster, selvom både de basale og de mere sjælelige behov bliver håndteret her. Roen virker. Strukturen virker. Især når livet er blevet lidt for hektisk.

Vil du komme og sætte dig på bænken ved siden af Liobas beboere?